omg! ‘paradise omg’

Jeg har set ’Paradise Hotel’ sådan ca. i al den tid, det har været der. Selv da der endnu ikke fandtes en dansk udgave, sad jeg og så det amerikanske program, som til stadighed var voldsommere i forhold til skænderier og intriger, end det danske nogensinde har været. De danske Paradise-deltagere kan til gengæld ”prale” af at have udviklet programmet i en sådan retning med sprut og sex, at man skulle tro, The Playboy Mansion havde skiftet adresse. Sidste år besluttede jeg dog, at det skulle været året, jeg ikke længere skulle følge programmet, for jeg syntes efterhånden, at det var ved at blive en kende trivielt, men også for voldsomt. Det varede lige til i år, hvor jeg faldt i igen. Jeg kan dog ikke påstå, det var godt, jeg vendte tilbage, for spændingsniveauet var omtrent lige så interessant som at fare vild i en rundkørsel. Årets Paradise sluttede for nogle uger siden med Sandy og Martin som årets vindere, hvor Martin tog bagdelen på Sandy og gik derfra 300.000 kr. rigere.

Jeg troede jo så selvfølgelig, at når der var kåret en vinder, og gæsterne på hotellet havde checket ud, at det var det. Der tog jeg fejl, for mens jeg sad i min egen lille verden den anden dag, lagde jeg mærke til, at min søster sad og så nogle klip med deltagerne på sin computer. Det viser sig, at nogle af deltagerne har indvilget i at blive interviewet, men også optage sig selv som en slags dagbog, der skal dokumentere livet efter Paradise. ’Paradise OMG’, hedder det. OMG, siger jeg også bare. Dette er indtil videre blevet til 15 små videoer af en varighed på 7-10 minutter på tv3play.dk afbrudt af lange reklamer ind imellem. Det var selvfølgelig 15 videoer, jeg blev nødt til at se 😉 Jeg kan slet ikke forstå, man har lyst til at melde sig til et program, der udstiller deltagerne, som der lystes, og hvor man i flere tilfælde har hørt, at deltagerne har svært ved at komme i betragtning til jobs flere år efter, de har været med i programmet. Det må selvfølgelig være for at få en oplevelse for livet, som jeg er helt sikker på, de nok også skal få, men jeg går ud fra, at det formentlig også handler om at opnå de famøse 15 minutes of fame, for ærligt, så er det ikke ligefrem mange af dem, der er blevet til noget særligt i dag, hvilket måske egentlig heller ikke gør synderligt meget, men der er dog nogle, vi bliver ved med at se hist og her. Jeg kan ikke lade være med at synes, det er blevet for nemt at få succes i dag. Kan det virkelig passe, at fordi man er god til at bunde tequila og lege isterningeleg (undskyldning for at råsnave samtlige på hotellet), at man på den måde kan opnå succes og anerkendelse frem for folk, der arbejder benhårdt i mange år, inden de opnår det samme? Nej, vel?! Da ’Amalies Verden’ i sin tid blev vist, kunne vi følge Amalies (hende med sprogblomsterne) ”kamp” for at opnå succes som sangerinde. Det virkede som om, fordi hun var blevet kendt gennem et reality-program, at hun selv syntes, hun kunne tillade sig at forvente, at tingene bare kom til hende – utrolig forkælet attitude. Selvom Amalie formentlig aldrig opnår samme succes som fx Medina, kan jeg kun tænke, at Medina ville finde det usandsynligt fornærmende, hvis Amalie var kommet så let til det, som hun selv havde troet.

Men hvad er det lige, der gør, at deltagerne, efter deres hjemkomst, har lyst til at udstille sig selv og deres problemer med nye kærester og andre deltagere yderligere? Situationer, der før var private, er nu noget, vi alle hjemme i stuerne har mulighed for at følge med i. Skillelinjen mellem det private og offentlige rum er i en sådan grad blevet udvisket, hvor vi alle lige hapser en bid af kagen og får stillet vores nysgerrighed. Der bliver i afsnittene grædt, bandet, skændet og meget mere, og jeg undrer mig over, at man har lyst til at vise sådanne situationer til resten af Danmark, når nu man kunne undgå det og blot lade være at optage det. Det skyldes formentligt, at det ikke virker så frygtindgydende, når deltagerne selv optager, da de stadig føler, de befinder jeg i en privatsfære, hvor de taler til kameraet, som er deres dagbog. En anden, og formentlig mere overordnet, grund til, de vælger at være med i ’Paradise OMG’ er højst sandsynligt også, skrækken for at blive glemt. De er ikke færdige med deres 15 minutes of fame og med at iscenesætte sig selv. De vil stadig i Se & Hør og blive inviteret med til Peter Birchs åbning af hans bar nummer 75, og de vil stadig gerne have endnu flere følgere på Instagram og Facebook. Det er også forståeligt. De er blevet vist i tv’et i tre måneder, fire dage om ugen til en målgruppe, der gerne vil være som dem og slet ikke kan vente, til de selv fylder 18 år, så de kan tilmelde sig Paradise Hotel. Så selvfølgelig er det klart, de ikke ønsker, det slutter, for hvad er de så, og hvad skal der så ske med dem? Reality er ikke virkelighed, for virkeligheden er langt mere … virkelig!