magtforhold på de sociale medier

I kraft af min uddannelse og generelle interesse, kan det være svært at afgøre, hvad jeg er mest optaget af inden for medieverden. Interessen spænder bredt, lige fra forskellige markedsføringsstrategier til hvad der sker i Hollywood lige nu. Vidste I fx, at ifølge PerezHilton.com, så er Elton John én af de mest stilede fædre – ja, den havde du nok ikke set komme, hva’? 🙂 Men hvis jeg nu skulle vælge, så er det formentlig nok de sociale medier, der har fanget mig mest. Jeg har stort set en bruger på de fleste af de større sociale medier, men mine foretrukne er dog Facebook og Linkedin. Facebook er for pleasure og Linkedin bruger jeg i professionelle sammenhænge.

Når jeg sådan tænker over det, så kommer det egentlig bag på mig, hvor betydningsfulde de sociale medier er blevet. Til at begynde med var Facebook mest anset som en side, hvor man kunne skabe kontakt til nuværende og tidligere mennesker, man havde omgivet sig med, hvor de fleste virksomheder i dag, med respekt for sig selv, også har en Facebookside. Jeg mener, at Facebook er en utrolig god måde at kommunikere på B2C, da så mange er brugere af mediet, og derved når virksomhederne ud til langt flere mennesker, end de formentlig ville have gjort ved udelukkende at have en hjemmeside. Virksomhederne har mulighed for at gøre dem selv og deres produkter mere appellerende for deres målgruppe ved at være relevante, oplysende og meningsfulde, hvilket kan virke tiltrækkende. Det stiller dog også større krav til virksomhederne, da vi brugere har fået langt større magt. Vi er ikke længere bare forbrugere; vi er producenter, idet vi selv bestemmer, hvad vi vil lytte til, hvem vi vil lytte til, og hvornår vi vil lytte. Nu lyder jeg nok som gamle moster Gerda på 90 år og en småkage, men da jeg voksede op, var der jo ikke noget, der hed markedsføring på de sociale medier, hvorfor man dengang måtte stille sig tilfreds med, hvad der blev reklameret for, men i og med at vi har fået noget at skulle have sagt, så betyder det også, at den tidligere envejskommunikerende form fra virksomhedernes side, ikke længere er tilstrækkeligt for os modtagere. Vi er simpelthen blevet alt for krævende, men det behøvede jeg nu ikke de sociale medier for at være 😉

Virksomhederne har altså fået et langt større ansvar, da de vil bevare et godt bånd til deres kunder, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke også er blevet for nemt for os, bag skærmen, at hænge virksomheder ud, når noget ikke lige lever op til vores, måske til tider høje, forventninger? Jeg synes efterhånden, at der er set utallige eksempler på, hvordan brugere har hængt en virksomhed ud på deres personlige Facebook-profil eller har skrevet en kommentar på en given virksomheds side, som derefter er blevet delt og kommenteret hurtigere, end klamydia når at sprede sig på Roskildefestival. Nogle gange kan man fornemme, om det er berettiget, mens det andre gange er tydeligt, at en person er blevet forurettet over en bestemt ting, og derefter gør situationen værre for at få større sympati fra andre Facebook-brugere. Men hvad kan virksomhederne egentlig gøre i denne situation. De er i mange tilfælde én mod mange, også selvom det ikke altid nødvendigvis er virksomhedens skyld, så er det alligevel dem, der ender med at stå med den klamme pubæ.

En virksomhed, der i 2011 kom i kraftig modvind på Facebook, er ’Agnes Cupcakes’, pga. dårlige arbejdsforhold for de ansatte, hvilket blev kritiseret voldsomt af Facebook-brugere. Fejlen, chefen for ’Agnes Cupcakes’ begik, var bl.a. at slette de kritiserende kommentarer, hvilket blot gjorde folk endnu mere gale. ’Agnes Cupcakes’ er bestemt ikke et enestående tilfælde, og problemet ligger formentlig i, at mange virksomheder ikke er forberedte på den kritik, der kan opstå, når der kan tales frit om dem, uanset om det er positivt eller negativt. Derfor ville det være en god idé at have en såkaldt damage control, en bestemt marketingstrategi, der skal være med til at klarlægge, hvad der kan gøres, når lignende situationer opstår. Det er i hvert fald blevet meget tydeligt, at virksomhederne har fået en hel del mere respekt for deres kunder, men jeg mener heller ikke, at det skal udnyttes, og når virksomheder hænges ud, mener jeg, at man bør se objektivt på det og ikke blot lade sig rive med. Jeg begik selv fejlen for nylig, da Hans Pilgaard nærmest blevet kåret som helt, da han havde forsvaret en hjemløs mand mod en pige, der havde talt nedladende til den hjemløse. Ikke fordi, jeg er Pilgaard fan, men jeg mener, som Pilgaard, også, at de svageste eksistenser i vores samfund skal respekteres på lige fod med os andre, selvom jeg stadig syntes, det var nogle ubehagelige ord, Pilgaard fik råbt efter pigen. Om ikke andet, så var jeg i hvert fald på Pilgaards side, indtil kvinden, der havde optaget videoen, kom på banen, og forklarede, at Pilgaard og kæresten fuldstændig overreagerede i en situation, der slet ikke havde været så slem, før de blandede sig. Selv den hjemløse mand har efterfølgende udtalt, at han slet ikke havde anset situationen som værende specielt ubehagelig, men at han da var glad for, at der kom fokus i medierne på at behandle hinanden godt. Dertil ændrede min holdning sig fra at være: ”Sejt gjort, Hansi” til ”Sæt dig lige ind i, hvad der virkelig er sket, inden du farer sådan i flint.” Jeg er altså selv langtfra bedre og kan også ”komme til” at dømme på forhånd og vælge side, men jeg mener alligevel, at det er noget, vi bør være opmærksomme på.