frozen yogurt swirled with experiences

 

I starten af 50’erne, da fjernsynet begyndte at indfinde sig i få danske hjem, men til stadighed var en luksusvare, flokkedes byens indbyggere uden for tv-forretningerne, hvor de gennem ruden kunne se de fjernsynsprogrammer, der nu blev vist én time tre gange om ugen. Jeg formoder, at det må have været en næsten lige stor oplevelse hver gang, da det både var nyt, spændende og fængende. I dag tvivler jeg på, at et tændt fjernsyn i en sådan forretning ville kunne tiltrække særlig mange mennesker en kold novemberdag – så skulle det da lige være for at se, om billedopløsningen nu også kunne leve op til de krav, vi i dag stiller til kukkassen, hvis man nu overvejede at købe.

Vi er blevet vant til at leve med fjernsyn, hvorfor der skal mere til, før vi vil få en speciel oplevelse ud af diverse tv-programmer – i så fald skal det i hvert fald ikke være én af de mange genudsendelser, de forskellige kanaler disker op med. Vi vil formentlig synes, en landskamp på storskærm på Rådhuspladsen ville være mere spændende og fængende frem for at se en genudsendelse af “Bonderøven” (ikke, at “Bonderøven” er et kedeligt program dog). En sådan oplevelse hører til de gratis glæder, hvor vi kvit og frit kan stille os op i fællesskab med andre og heppe på vores land. Vores samfund har dog også udviklet sig til, at vi ikke har noget imod at betale for oplevelser, og vi vil i mange tilfælde også gerne betale lidt ekstra, hvis det vi får til gengæld, så også er det bedre. Oplevelser kan jo, som bekendt, være mange ting, fx en tur i Tivoli, en teaterforestilling eller en koncert. Men oplevelserne kan også forekomme på en anden måde. Der er fx stor forskel på at spise en croissant fra bageren i Bilka i forhold til at sidde på en fortovscafé i det pulserende Paris. Her bliver croissanten ikke nødvendigvis den primære kilde til en god oplevelse, men det gør derimod miljøet omkring én. Til gengæld er prisen også derefter. Oplevelsesøkonomi, som ord, kom frem i starten af 00’erne, hvor det mest af alt var et buzz-word, som i løbet af de sidste 15 år er blevet mere anerkendt. Egentlig er oplevelsesøkonomi blot ny vin på gamle flasker, for mennesker har altid søgt oplevelser – bare se på oldtidens Grækenland, hvor drama med dans og skuespil udspillede sig på orchestraen.

Jeg er ret optaget af den side af oplevelsesøkonomien, som er mere indirekte. Det kan fx være, når en virksomhed brander sig på en bestemt måde, der gør, at jeg bliver underholdt ved, at varen ikke nødvendigvis bliver det primære, men at der er tilknyttet et oplevelsesmoment til varen, og som gør, at jeg kommer til at tænke over den bagvedliggende markedsføring. I Kolding, hvor jeg bor, er der for nyligt åbnet en “Frozen Yogurt”, som, hver gang jeg går forbi (nogle gange kommer jeg også til at gå ind), altid har kunder. Selv på den absolut mest triste regnvejrsdag, der har været, siden is-butikkens åbningsdato, var der godt gang i salget af yoghurt-is. Ingen tvivl om, at isene derfra smager himmelsk, men hvad er det, der lige præcis tiltrækker så mange folk til denne butik frem for is-manden i den anden ende af byen, der sælger kvalitets-is fra Italien, og som aldrig har nogen kunder? For lad det være sagt: man får ikke kastet isene i nakken hos “Frozen Yogurt” – når man går derfra, så er de også betalt.

Lad mig sige det, som det er – svesken på disken: Jeg har været på feltarbejde… kun for jeres skyld! Jeg tog et smut i “Frozen Yogurt” for at se, om jeg kunne komme nærmere et svar på ovenstående undren.

Til en start: Butikken har et lækkert design med beroligende farver, der giver en harmonisk stemning, hvor man føler sig velkommen lige så snart, man træder ind ad døren. Allerede her adskiller “Frozen Yogurt” sig som brand fra sine konkurrenter ved at have et appellerende og æstetisk udtryk, som efterlader et vist indtryk hos kunden. Derudover er vi blevet nogle selvhjulpne typer, der kan det hele selv. Bare se på selvbetjeningskasserne, der er begyndt at vinde frem i supermarkederne eller vores køb over nettet. Vi kan godt lide selvkontrol, hvilket vi får lov til at benytte os af i butikken, da vi selv fylder is og toppings i vores bægre. Det bringer næsten barndomsminder frem, fra da man stod ved “ta-selv-softice”-baren på Jensens Bøfhus og overdryssede isen med samtlige toppings, man kunne komme i nærheden af – uanfægtet, om det faldt i ens smag eller ej.

Frozen yogurt er en spise, der er blevet hypet det sidste år. I en tid med megen fokus på sundhed, og hvor vi alle gerne vil være tynde og ligne modellerne fra magasinerne, så virker yoghurt-is som et bedre alternativ til en gammeldags med hele molevitten. Derfor er der også noget social status i at vælge det “sunde” alternativ. Derudover er der i butikken fokus på, at der er plads til at sidde både inden for og uden for, hvilket gør, at man kan samles om isen i fællesskab, og dermed er det på en måde som at tage med veninderne på café. Jeg talte med indehaveren, og vi snakkede blandt andet om, hvorfor hun ikke havde valgt at sætte navne på de toppings, man kunne vælge, så man bedre vidste, hvad det var. Her sagde hun, at det var helt bevidst, for hun ville langt hellere have en dialog med kunderne, fordi konceptet i butikken i forvejen meget bærer præg af, at kunderne er selvkørende. Det eneste personalet umiddelbart står for, er at veje isene og fylde toppings op, og derfor savnede hun den interaktion, man kan have med sine kunder, hvilket for mig giver fuldstændig mening. Jeg er overbevist om, at gensidig kommunikation, som er god, også er medvirkende til, at vi kommer tilbage. Jeg har endnu ikke mødt noget personale derfra, som ikke var helt igennem søde og imødekommende, og det har helt klart en effekt på mig, hvorfor prisen ligeledes får mindre betydning. Så “Frozen Yogurt” er SÅ meget mere end bare yoghurt-is; det er en oplevelse 🙂