er brugen af sociale medier blevet synonym for ‘asocial’?

For nogle måneder siden florerede videoen, “Look up”, på Facebook, som med tale og billeder, der mest af alt minder om en begravelsesvideo, hvor vi skal mindes den svundne tid, hvor vi alle bare havde det rigtig dejligt sammen, illustrerede, at vi, som mennesker, er stødt godt og grundigt på afgrund. Denne afgrund kan bedre betegnes som de sociale medier. Det viste sig, at videoen ramte spot-on på rigtig mange brugere.  Vi blev mindet om, at vi lever vores liv gennem de sociale medier, at vi slet ikke har det sammenhold og fællesskab, vi engang havde. Faktisk er de sociale medier, ifølge videoen, skyld i, at vi kan misse den helt store kærlighed – fatalt. Mange sprang i med begge ben og bedyrede både i status-updates og generel snak, at nu ville de til at bruge mindre tid på Facebook, og nogle ville sågar lukke helt ned for deres Facebook-konto. Jeg vidste, som flere andre formentlig også, at denne video var starten på en anti-Facebook-epidemi, hvis ikke endda pandemi, som ikke ville vare særlig længe, men som dog alligevel ville få skabt så megen opmærksomhed, at folk begyndte at tænke over deres brug af sociale medier – og teknologi generelt. Rigtig nok, så varede denne “smitsomme sygdom” ikke længe, og de, der sagde, at de sociale medier ikke længere skulle være en del af deres hverdag, har, blandt andet på min venneliste, endnu en grøn prik ud fra deres profilbillede i chatten, der bevidner om, at Facebook måske egentlig er et meget rart sted at være.

Videoen er, ifølge mig, dybt hyklerisk. Jeg er nok også farvet i kraft af min uddannelse inden for medier, men skulle vi nu ikke slå kold vand i blodet og indse, at de sociale medier og teknologien generelt er en del af den udviklingfase, vi befinder os i i dag. Måske vi oven i købet kan anskue det fra en anden vinkel, en mere positiv én, for det er klart, når tingene bliver opstillet, som de gør i videoen, at de sociale medier bliver fremstillet på en måde, man ikke ønsker ens egne børn skal røre med en ildtang. De skulle jo nødigt blive asociale individer som deres venner. Der har været megen snak om brug af iPads i daginstitutioner. Flere forældre har ytret, at de ikke vil have, deres børn skal komme i institution og fodres med et sådant device. Nuvel, hvis det var det eneste, barnet lavede, så kan jeg godt se problematikken, men igen handler det om at se det fra en anden vinkel end den altid negative. Det kan være, barnet finder det afslappende og kobler af, når denne sidder og spiller spil, samtidig kan det også være en god fællesskabsaktivitet, hvor flere børn sidder og spiller, hvor de kigger, lytter og lærer og taler med hinanden om, hvad der sker. Jeg tror på, at det vil have sine fordele, at børn vokser op med teknologi, fordi teknologi ganske enkelt er fremtiden. Det betyder dog ikke, at almindelig leg med udendørsaktiviteter skal udslettes fra børns opvækst – slet ikke, men jeg tvivler på, lille Anton synes, det er sjovt selv at hinke ude på vejen, mens hans “asociale” venner hygger sig med forskellige spil. En god balancegang mellem disse ville være optimalt.

For at vende tilbage til de sociale medier, bliver man så asocial af dem? Både ja og nej. For de kan både bringe folk sammen, men de kan også have den modsatte effekt. Mange kender formentlig til situationer, hvor to eller flere personer er samlet for at være sammen, fx til en middag eller i et andet socialt lag, hvor samtlige sidder med deres telefoner. Det er asocialt – meget endda. Hvis man henter sit barn fra børnehaven, og det første der gøres, når man kommer ud, er at tjekke Facebook. Det er også asocialt, over for sit barn. Men Facebook kan også blive kilden til at sociale fællesskaber opstår, som hvis jeg fx checker mig ind på en bar i byen, og nogle af mine venner ser dette og kommer og joiner mig – det kan oven i købet være venner, jeg ikke ville møde, hvis ikke jeg var venner med dem på Facebook. Er det ikke også en positiv ting, at man kan følge med i gamle bekendtskabers liv, og hvad der sker med dem? Hvis ikke Facebook (eller et andet lignende socialt medie) fandtes, så ville vi formentlig slet ikke være i kontakt med disse, så er det ikke blot en fordel, at vi kan følge lidt med, give et like, smide en kommentar for ligesom at bekendtgøre, at man ikke har glemt disse personer? Er det at tage en flok i biografen så ikke også asocialt? Og hvad med at tage i teatret eller til en operaforestilling? For det kan godt være, man er sammen med andre, men det er jo en individuel oplevelse. Efterfølgende kan der selvfølgelig tales om det sete, men også her kan Facebook med dens mange debatgrupper, sjove sider, videoer, der bliver delt og opslåede arrangementer være en ligeså god kilde til snak og diskussioner.

Jeg bruger personligt Facebook og andre sociale medier til at koble af, catche up og søge ny underholdning og viden, for ja, det kan også lade sig gøre. Samtidig så fungerer Facebook også som en langt lettere og overskuelig måde at få sat en dato i kalenderen for forskellige sociale arrangementer, og jeg er overbevist om, at jeg kommer til flere forskellige ting, end jeg ville have gjort, hvis der ikke var noget, der hed Facebook. Det er blevet både lettere og billigere for arrangører bag bl.a. diskoteker og barer, koncerter, restauranter osv. at brande og gøre opmærksom på sig selv ved at være på Facebook, og vi ser måske udelukkende nogle af disse reklamer, fordi de er slået op på Facebook, hvor det før i tiden var nødvendigt enten at besøge deres hjemmeside, læse avisen, se posters rundt omkring eller bruge word-of-mouth. Det ser jeg som en win/win-situation. Jeg er helt klart fortaler for, at vi tager de positive briller på, når det kommer til de sociale medier, for i bund og grund er vi jo ret glade for bl.a. Facebook, siden der er over EN MILLIARD brugere derinde – og så kalder man os asociale 🙂